Renæssancen i hedebosyningerne - baldyring | Køge Museum
Historieoplevelser for hele familien

Renæssancen i hedebosyningerne - baldyring

Sted: 
Køge Museum
Dato: 
Torsdag, 23 november, 2017 - 17:30 til 21:30

Torsdag den 23. november kl. 17.30-21.30 afholdes på Køge Museum en aften med fokus på den inspiration de fine danske hedebobroderier fik fra den italienske renæssancesyning.

Her vil Inge Christiansen, Lone Nielsen og Hanne Hansen fra Køge Museum bringe os tættere på fortidens historie og håndværk.

Aftenen begynder med et foredrag om, hvordan renæssancens mønstre og motiver vandrede fra Italien til Danmark, fra overklassen til bønderne og hvor det genfindes i hedebosyningen.

Herefter ser vi på  en række originale gamle tekstiler fra egnens bønder. Tekstilerne er broderet med to former for hedebosyning; baldyring og udklipshedebo. hvori elementer fra renæssancen ses.

Endelig skal alle selv sy en prøve på baldyring med det udfyldte netværk, der har sit forbillede i den italienske reticella-teknik.

Baldyring er et gammelt dansk ord for broderi. At baldyre var at brodere, men på egnen mellem Køge, Roskilde og København blev det også navnet på en særlig broderiteknik.

Baldyring er hvidt broderi på hvidt hørlærred. Mønstret er gerne blomster og blade i organiske former med et midterparti af geometrisk broderi. Det geometriske broderi laves ved at trække tråde ud i begge retninger i stoffet, hvorefter man stopper over de tilbageværende tråde, så et tydeligt net fremkommer. I dette net pynter man med kniplingssyning, gerne udført med knaphulssting, så fine mønstre med edderkopper, trekanter og buer fremkommer. Det er denne kniplingssyning i baldyringen, som aftenens deltagere kommer til at lave en prøve på.

Baldyring blev særlig brugt i midten af 1800-tallet til at udsmykke boligtekstiler og tøj. I tøjet udsmykkede baldyringen mændenes skjorter og kvindernes særke, der begge var dragtdele lavet i hør, og som var det tøj, man bar tættest på kroppen. Det fine broderi var placeret på de synlige dele, især på de til tider meget store kraver.

I boligtekstilerne sås baldyringen på de hvide pyntehåndklæder og knæduge lavet af hør, hvor broderiet var anbragt i brede borter. Pyntehåndklæder og knæduge blev anbragt i bøndernes stuer for at pynte rummet op og lysne de mørke bondestuer.

Praktiske oplysninger

Arrangementet afholdes i Køge Museums skolestue, indgang gennem Køge Museums hovedindgang, Nørregade 4, 4600 Køge.

Prisen dækker materialer til en prøve, kaffe/the og kage. Billetter kan købes på Køge Museum og Museum Sydøstdanmarks øvrige udstillingssteder samt på linket til ebillet: https://www.ebillet.dk/simple/buy.listtt.aspx?&refno=26901

Der er begrænset deltagerantal.

Entré: 
100 kr. plus 10 kr. i gebyr